PCB er et miljøfarligt giftstof, der kan skade mennesker og miljø. PCB kan være helbredsskadelig, men formodes ikke at medføre akut sygdom. Giftstoffet kan overføres til mennesker gennem kosten, ved indånding og ved hudkontakt med PCB-holdige materialer. Ved langvarig udsættelse af for høje værdier er der set skader på hud og forplantningsevne. Herudover er langtids ophobningen af PCB sat i forbindelse med skader på lever, skjoldbruskkirtel, immun- og hormonsystemet. Endvidere mistænkes PCB for at være kræftfremkaldende.
Særligt sårbare grupper er spædbørn samt gravide og ammende kvinder.
PCB blev brugt i byggematerialer som fx fugemasse og termoruder frem til 1977 og i kondensatorer og transformatorer frem til 1986. Stoffet er forbudt at anvende i dag. Forbuddet har været gældende for byggematerialer siden 1977, og i alle andre sammenhænge siden 1986.
Hos DKS sørger vi for screening og bortskaffelse af PCB - trygt og sikkert.
Inden en bygning renoveres eller rives ned, skal det undersøges, om den indeholder PCB. Resultatet af undersøgelsen skal anmeldes til kommunen. Hvis bygningen indeholder PCB holdige materialer, skal de fjernes fra bygningen, inden renovering eller nedrivning. Det forurenede affald skal bortskaffes efter gældende regler, så PCB ikke spredes i miljøet.
PCB identificeres indledningsvis ud fra bygningens alder. Herudover ved visuel gennemgang af mulige kilder og ved faktiske målinger af relevante byggematerialer og i indeluft. Selvom der er PCB i bygningen, er det ikke givet, at indholdet er forbundet med en øget helbredsrisiko.
Der er lagt grænseværdier for, hvornår PCB-holdigt materiale er farligt affald. Og værdier for hvor stor koncentrationen må være i indeluften, før det betragtes som en øget helbredsrisiko.
Er der ved screeningen fundet PCB-holdigt byggemateriale, skal koncentrationen kortlægges, da det har betydning for hvordan affaldet skal behandles. Resultaterne fra screeningen og kortlægningen skal indsendes til kommunen.